Paa stationen blev vi hentet af en meget officielt udseende dame. Hun var meget fint klaedt paa og sagde knapt noget paa hele koereturen (30 min). Vi sad i en meget fin bil med laedersaeder. Vi blev aabenbart koert direkte til skolen - det havde vi ikke lige regnet med, efter 5 svedige timer i indisk tog. I kan nok forestille Jer, hvor nervoese Tove og jeg var.
Vi ankommer til en fint dekoretet, men noget slidt skole. Her er der ikke noget med noegler - alt er aabent. Der er dog et hegn med port og laas om skolen. Men dset var en rar fornemmelse, at alt var aabent. Vi blev taget fint imod af Seema-mam, som ogsaa mor i den dejlige familie jeg bor hos. Efter en velkomst, der i Indien indebaerer et velsignelsesritual, som boernene lavede (med lys, en duftende olie og rod farve i panden. Var vi med til det foerste laerermoede. Hvilket foregaaar noget anderledes end hjemme i dk. Her bruger man halvdelen af tiden (1 time) paa at snakke og diskutere den bog om udvikling, som laererne laeser for tiden. Noget om hvordan man bruger dysleksi paa en posititv maade.
Derefter - endelig kunne vi komme hjem og hvile ud - vi var ret traette begge to. Seema-mam bor sammen med manden Sanjay, soennen Miral (9 aar) og datteren Sagri (15) aar. Desuden bor der en tysk udvekslingsstudent, Gesa (16 aar). Gesa og jeg skal tiul Gujarat i slutningen af maaneden og besoege Sarah. Derefter skal vi til Pune og besoege Seemas onkel, der er 78 aar gammel. Vi skal flyve derned, da det ligger langt.
Familien jeg bor hos er bare saa soede og gaestfrie. Jeg har serioest aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg har et stort vaerelse med laekre store vinduer og eget badevaerelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar